Kodeagenter som Copilot, Claude Code, Cursor, Devin og Codex åbner nu selv pull requests. Et menneske reviewer dem stadig, og det menneske læser diffet: logikken, testene, navngivningen. Det review er værd at lave, men det er ikke der, det meste af risikoen i forsyningskæden viser sig.
De ændringer, der kan skade dig mest, er dem, et diff viser dårligst. En ændring på én linje i et manifest kan trække en pakke ind, som ingen har hørt om. En ændring i en lockfile fylder hundredvis af linjer, som ingen læser. Et install-script optræder aldrig i diffet, og det gør en fil, som buildet downloader under buildet, heller ikke. Dette indlæg gennemgår de kontroller, et team kan sætte mellem en agents pull request og en release, og hvad hver af dem fanger.
Diffet er det forkerte sted at lede efter risiko i forsyningskæden
Code review blev skabt til kode, som et menneske har skrevet og kan forklare. Med en agent kan forfatteren ikke fortælle dig, hvorfor den valgte en pakke, og revieweren fristes til at godkende en ændring, der kompilerer og består sine tests. Fire slags ændringer fortjener mere opmærksomhed, end de får:
- Nye eller ændrede afhængigheder. Linjen i manifestet er kort; det, den trækker ind, er ikke.
- Ændringer i lockfilen. Hundredvis af resolvede versioner og hashes, som review-visningen som regel folder sammen som standard.
- Det, buildet gør, ikke det, repositoriet indeholder. Install-scripts, build-scripts, der downloader, base-images,
curli et workflow-trin. - Workflow-filer. En ændring i
.github/workflows/ændrer, hvad der kører med dine secrets.
Ingen af dem kræver, at agenten er kompromitteret. En model, der skriver troværdig kode, skriver også troværdige pakkenavne, og et troværdigt navn er alt, en angriber har brug for.
Nye afhængigheder: tjek, at pakken findes
Sprogmodeller foreslår nogle gange pakker, der ikke findes. Et studie præsenteret på USENIX Security 2025 genererede 576.000 kodeeksempler med 16 modeller og fandt, at mindst 5,2 % af de pakker, kommercielle modeller foreslog, og 21,7 % af dem, open source-modeller foreslog, ikke fandtes, med 205.474 unikke opdigtede navne. At registrere de navne og vente kaldes slopsquatting. Det er typosquatting uden stavefejlen, og en agent, der selv installerer pakker, fjerner det menneske, der måske ville have opdaget det.
Før du merger en pull request, der tilføjer en afhængighed, så tjek:
- At den findes og er den, du mente. Sammenlign navnet med det projekt, agenten prøvede at bruge, tegn for tegn.
- Hvor gammel den er. En pakke eller version, der blev udgivet for få dage siden, fortjener mistanke. pnpm-indstillingen
minimumReleaseAgeafviser versioner, der er udgivet for mindre end et fastsat antal minutter siden, også transitive. - Hvem der står bag. Et linket kilderepository, en release-historik og mere end én maintainer beviser ikke, at pakken er sikker, men hvis de mangler, er det et advarselstegn.
- Om du havde brug for den. Agenter tilføjer pakker til ting, som standardbiblioteket eller en eksisterende afhængighed allerede klarer. Færre afhængigheder er den billigste kontrol, der findes.
GitHubs dependency review action kører på pull requests, viser ændringerne i afhængigheder og kan få tjekket til at fejle ved kendte sårbarheder eller ikke-tilladte licenser. Den kender ikke til en pakke, der blev udgivet i går uden nogen advisory, så den supplerer kontrollerne ovenfor i stedet for at erstatte dem.
Ændringer i lockfilen: læs dem, og vid, hvad de udelader
En lockfile fastlåser de præcise versioner og integritets-hashes, som din pakkemanager resolvede. I en agents pull request er den den mest præcise registrering af, hvad der ændrede sig, så gør den synlig: fold den ud i reviewet, og lad buildet fejle, når lockfilen og manifestet ikke stemmer overens (npm ci, pnpm install --frozen-lockfile).
To ting, du skal kigge efter:
- En ændret kilde. En pakke, der før blev resolvet fra dit interne registry og nu resolves fra det offentlige, er mønsteret bag dependency confusion. Knyt interne pakker til dit registry, så det offentlige aldrig bliver spurgt.
- Transitive spring. En lille direkte opgradering kan flytte dusinvis af transitive pakker. Det er de versioner, ingen valgte.
En lockfile registrerer stadig kun, hvad pakkemanageren resolvede. Den siger intet om, hvad et install-script downloader, hvad et Rust-build-script henter, hvilket base-image en Dockerfile trækker, eller hvad et workflow-trin henter med curl. Det er skjulte afhængigheder, og de ender i produktet alligevel.
Install-scripts kører, før nogen har reviewet noget
Her er den ubehagelige del: CI kører på pull requesten. I det øjeblik agentens branch bygges, installeres dens nye afhængigheder, og deres preinstall- og postinstall-scripts kører med alt, hvad jobbet kan nå. Reviewet sker bagefter.
Nx-kompromitteringen i august 2025 viste, hvor det fører hen. Ondsindede Nx-versioner på npm indeholdt et postinstall-script, der ifølge maintainernes postmortem forsøgte at bruge lokale AI-værktøjer som Claude og Gemini til at gennemsøge maskinen for følsomme filer.
Måder at indsnævre det på:
- Kør ikke lifecycle-scripts som standard. pnpm behandler build-scripts i afhængigheder som ikke-reviewede, indtil du tillader dem; med npm slår
--ignore-scriptsdem fra. - Hold CI tilbage på agenters pull requests, indtil nogen har kigget. GitHubs Copilot cloud agent gør det som standard: Workflows bliver ikke startet, før en bruger med skriveadgang godkender kørslen.
- Hold secrets ude af pull request-jobs. Et testjob har sjældent brug for et publish-token. Se GitHub Actions-secrets: sådan lækker de, og sådan låser du dem ned.
Sammenlign det, buildet hentede, med den seneste release
Den stærkeste gate kigger slet ikke på pull requesten. Den kigger på, hvad buildet gjorde: hvilke pakker og filer jobbet faktisk hentede, og hvorfra. En SBOM registreret under buildet optager det, mens buildet kører, så den indeholder de skjulte afhængigheder, som en lockfile udelader.
Sammenlign den med SBOM'en fra din seneste release, og spørgsmålene bliver konkrete:
- Hvilke komponenter er nye, og hvilke har skiftet version?
- Begyndte en pakke at komme fra en anden kilde?
- Downloadede buildet noget fra en host, det aldrig har kontaktet før?
Alt nyt bør have en linje i pull requestens beskrivelse, der forklarer det. En komponent, ingen kan forklare, er den, du skal stoppe ved. Se sådan genererer du en SBOM i GitHub Actions for måder at lave en SBOM i CI på.
Workflow-filer skal have deres egen ejer
En agent, der redigerer et workflow, kan ændre, hvad der kører med dine tokens og secrets. Behandl .github/workflows/ som sikkerhedsfølsom kode med sine egne reviewere. GitHubs reference om sikker brug foreslår at lægge mappen under CODEOWNERS:
/.github/workflows/ @your-org/platform-security
I de ændringer skal du kigge efter:
- Bredere rettigheder. En ny
contents: writeellerid-token: writebør have en begrundelse. Se GITHUB_TOKEN-rettigheder. - Nye triggers.
pull_request_targetkører med et token med læse- og skriveadgang og repositoriets secrets, også for pull requests fra forks. - Ikke-pinnede actions. En ny action, der refereres med et tag i stedet for en fuld commit-SHA, kan ændre sig uden dit vidende.
- Secrets nye steder. En secret, der sendes til et trin, som ikke havde brug for den før.
Begræns, hvad buildet kan nå
Hver eneste kontrol ovenfor kan misse noget. En helt ny ondsindet pakke har ingen advisory, et overbevisende navn og et rent diff. Det, den har brug for, er en netværksforbindelse: til at hente sit næste trin eller til at sende dine secrets et sted hen.
En egress-politik lader buildet nå de registre og hosts, det har brug for, og intet andet. Den afhænger ikke af, at angrebet er kendt, så den virker allerede første gang, et nyt angreb kører i din pipeline.
Behold et menneske i godkendelsen
Agenter skal ikke kunne godkende deres eget arbejde, og det skal den person, der bad om det, heller ikke. GitHubs Copilot cloud agent forhindrer den bruger, der bad den oprette en pull request, i at godkende den, og eksisterende branch protections og påkrævede tjek gælder stadig.
Sørg for, at det samme gælder for alle agenter, med rulesets på default-branchen:
- Kræv en pull request og mindst én godkendelse.
- Kræv review fra code owners, så ændringer i workflows og afhængigheder når de rigtige personer.
- Afvis forældede godkendelser, når nye commits ændrer diffet, da agenter bliver ved med at pushe efter reviewet.
- Kræv status checks, inklusive afhængigheds- og SBOM-tjekkene ovenfor.
Nogle værktøjer rykker gaten tidligere. AI CodeOps åbner for eksempel først en pull request, når testsuiten er bestået på præcis den version, et AI-review af diffet er kommet tilbage uden anmærkninger, og et menneske har godkendt den.
Lav en gate på releasen, ikke kun på mergen
En merge-gate ser én ændring. En release-gate ser alt, hvad der har ændret sig siden den seneste release, inklusive afhængigheder, der var fine, da de blev merget, men som siden har vist sig at være sårbare. Før du leverer:
- Tjek releasens komponenter igen mod aktuelle advisories, og bloker ved kendte kritiske sårbarheder og kendte ondsindede releases.
- Tjek licenserne på alt, der er nyt siden den seneste release.
- Gem registreringen af, hvad release-buildet hentede, så du senere kan svare på "var vi berørt?". Se Er vi berørt? Sådan vurderer du en ny CVE på tværs af dine builds.
Her passer CRACI ind
CRACI reviewer ikke den kode, en agent skriver. Det opdager heller ikke nye ondsindede pakker, så tjek nye afhængigheder med kontrollerne ovenfor. Det, CRACI dækker, er buildet.
CRACI kører dine GitHub Actions-jobs på sine egne runnere, omkring dobbelt så hurtigt som GitHub-hostede runnere. Du ændrer runs-on til craci, og kørslerne vises stadig i GitHub. Mens hvert job kører, registrerer CRACI hver pakke, det faktisk trak ind, inklusive pakker gendannet fra CI-caches og skjulte afhængigheder som kode, der downloades af npm-install-hooks: en registrator, ikke en scanner. Hvert jobs SBOM har en fuldstændighedsstatus, der markerer, hvad CRACI ikke kunne se, og eksporteres som CycloneDX eller SPDX, så du kan sammenligne et build af en pull request med din seneste release. En indbygget sammenligning af releases er på roadmappen.
På runneren afgør en egress-politik, hvilke hosts et job må nå. Den valideres, før jobbet starter, blokerer ved fejl og kan sættes til at afvise alt som standard, så en ondsindet afhængighed i en agents pull request ikke kan nå en host, som buildet ikke har brug for, selv hvis ingen har set angrebet før. Overtrædelser af politikken udløser alarmer. Policy-gates kan blokere et build på grund af fund, inklusive builds, der indeholder en bestemt CVE, og licenspolitikregler kan blokere et build på grund af en licens. Efter releasen bliver CRACI ved med at genvurdere de SBOM'er, det overvåger, mod nye advisories, og build-historikken viser, hvilke builds der indeholdt en sårbar afhængighed.
Book en demo for at se registreringen af et af dine egne builds.
